Byen

Stubbekøbing, (efterStubbekøbing, 1282Stubbecopinge, af glda.stubbi 'stub' og-købing 'handelsplads'), by på NØ-Falster; 2259 indb. (2004). Byen har offentlige og private servicevirksomheder, der betjener et stort opland. Her er mindre fremstillingsvirksomheder (træ og jern) og bådeværfter ved havnen. Den tidligere vigtige fiskerihavn har udviklet sig til en betydningsfuld lystbådehavn. I byen ligger Stubbekøbing Veteranmotorcykel- og Radiomuseum, og i udkanten er der opstået moderne parcelhuskvarterer. Det gamle købstadsmiljø er i høj grad bevaret, og bybilledet domineres af lave borgerhuse. Efter indvielsen af Farøbroerne i 1985 er færgesejladsen mellemStubbekøbing og Bogø indskrænket til sommer- og turistsejlads. Byen var indtil 2007 administrationscentrum for kommunen af samme navn.

Stubbekøbing Kirke står efter en restaurering ved H.B. Storck 1881-82 med en genskabelse af det oprindelige basilikale skib fra 1100-t.s slutning; koret er fra ca. 1250. Kirken har stærkt opmalede kalkmalerier fra flere perioder; et indmuret monstransskab er fra ca. 1400, fire kulturhistorisk værdifulde klokker fra 1400-1600-tallet.

(Kilde: Den Store Danske, Gyldendal)